oversigt    Glade børn med højt selvværd - en forældreguide  næste 

Glade børn med højt selvværd - en forældreguide En bog af Dan Svarre
Politikens Forlag

Udkom 10. september 2008

"Det er gennem mit terapeutiske arbejde, at jeg gang på gang har erfaret, hvilken nærmest magisk effekt det har på både de voksnes og børns selvopfattelse og selvværdsfølelse, når vi som forældre lærer kunsten i ord og handling: I sandhed at bekræfte vores børn i stedet for at bedømme dem. Lad mig dog allerede her slå fast, at når vi bekræfter vores børn, er det ikke det samme som, at vi skal sige ja og amen til alt, hvad de foretager sig. Så langt fra. At bekræfte vores børn er at sige ja til den og det, de er."

"Det kan opleves, som om man har adgang til en magisk kraft, når nogle tilsyneladende så enkle anvisninger og bevidsthedsmæssige værktøjer kan skabe så dybtgående forandringer. Men det kan de, endda i en sådan grad at der vitterlig kan være tale om et liv før og efter."
                                                             Fra Glade børn med højt selvværd - en forældreguide


Glade børn med højt selvværd - en forældreguide
er skrevet til alle de forældre, der gerne vil vide mere om, hvordan de kan støtte deres barn til et højt selvværd.

Som forældre elsker vi at rose vores børn og fortælle dem, hvor dygtige de er. Vi gør det af kærlighed, af begejstring og i bedste mening. Men med en let omskrivning kan man sige, at 'rosen har torne'. Rosen kan i bedste fald støtte dit barn til en større selvtillid, men vidste du, at den ligefrem kan føre til skrammer på selvværdet?

I et letforståeligt sprog guider psykolog Dan Svarre dig til indsigt i selvværdets natur. Ved hjælp af eksempler fra hverdagen viser han, hvordan du med enkle midler kan erstatte rosen og bedømmelserne med dit nærvær og din accept af dit barns livtag med sig selv og verden.

Glæden, oplevelsen af at have værdi, at slå til, at være rigtig, som man er, og være en ligeværdig del af fællesskabet, er målet. Midlet er forældre, som har mod til at finde sig selv og at være sig selv i samvær med barnet. Resultatet er selvværd: Glade børn med højt selvværd!
                                                                                              
              Fra bogens bagside

                                                                      Vejl. udsalgspris 169, - kr
 
 
  Anmelder: Helle Mejrup dato: 18-04-2011
 
  Bogen kan anbefales til alle der ønsker en større indsigt i sig selv samt lære at tolke sine børn bedre. Selve selvværdskonceptet er tydeligt forklaret og man sætter hurtigt spørgsmålstegn ved, hvor mange mennesker der reelt kender begrebets faktiske betydning. Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog og indeholder mange eksempler, så man nemmere kan forholde sig til og nikke genkendende til eventuelle problematikker/situationer. Derudover er der ganske mange redskaber som man kan benytte sig af i hverdagen. Alt i alt spændende læsning. Personligt kunne jeg knap nok vente med at komme i gang med at leve teorien ud i verden. Og for mig har det givet mig nogle fantastiske værktøjer og en indsigt som jeg nok ellers ikke ville have fået.

 

 
oversigt Du befinder dig på   www.foraeldre-skolen.dk

næste